Hvad siger du til en selvudviklingsbog, der fortæller dig at du skal tage nej-hatten på, fokusere på det negative i dit liv og i øvrigt undertrykke dine følelser?

Det lyder lidt som en joke – og det er det et stykke hen ad vejen også. Det er i hvert tilfælde en bog skrevet med en ironisk distance til hele konceptet “selvudvikling”.

Svend Brinkmann tager med udgangspunkt i de gamle græske og romerske filosoffer et opgør med det han kalder “den accelererende kultur”. Hans påstand er, at vi lever i “påbudskultur”, hvor det er påkrævet at man hele tiden udvikler sig og flytter sig og derfor glemmer at stå stille – stå fast. Stå fast på det vi er, på vores værdier og kultur. At vi ikke nødvendigvis skal se en evig udvikling som et gode og et mål i sig selv.

Den absolut største synder er i følge Svend Brinkmann vores evige fokus på selvet. “Selvets religion” kalder han det. Det er tankegangen om, at svaret på alverdens spørgsmål findes inde i os selv. Det er en filosofi som i følge forfatteren ligger grundfæstet i vores kultur i dag. En filosofi, der fører til at vi bruger coaches og “selvhjælpsguruer” i et væk. Paradoksalt nok mener han at netop denne filosofi om at vi skal mærke efter i os selv har ført til et stort behov for hjælp fra andre. Og det er ganske enkelt fordi svaret på de færreste spørgsmål findes inde i os selv. Svaret er i stedet et resultat af den omverden vi omgiver os med og bør baseres på fornuften i stedet. Fornuften som bygger på logiske slutninger i forhold til vores omverden.

“De fleste selvhjælpsguruer vil have dig til at træffe beslutninger ved at ‘mærke efter i maven’. Det er en dårlig ide. Især hvis du har spist rødkål.”

Han går også i retten med positivisterne og siger at i stedet for altid at tvinge os selv til at være positive, så skal vi fokusere mere på det negative. Give os selv lov til at brokkes os. Der er faktisk mange mennesker, der får noget godt ud af at brokke sig. Tænk på hvor meget vi her i Danmark brokker os over vejret…

Og med fokusering på det negative kommer også fokus på det ultimativt negative – det at vi skal dø en dag. Og at vi på et tidspunkt mister alt. Kun ved at fokusere på at vi en dag skal dø kan man, ifølge de stoiske filosoffer, sætte pris på det vi har.

Og så er der det med nej-hatten – her er argumentet at kun ved at sige nej til ting, så kan du give dig selv ro til at stå fast. Lad være med at acceptere omverdens krav om udvikling, siger Svend Brinkmann.

Det er meget firkantet stillet op og er i perioder skrevet lige vel deprimerende. Men ærindet er da også at vende alting på hovedet, og Svend Brinkmann får blødt det hele op lidt længere inde i bogen. Her lægger han op til det åbenlyse – man bør selvfølgelig finde en middelvej. Selvfølgelig skal man ikke være negativ hele tiden, tværtimod mener han at man skal undertrykke de negative følelser. Lade være med at bruge energi og følelsesmæssige ressourcer på det vi ikke kan ændre alligevel. Det er lidt et paradoks i forhold til meget af det andet – og bogen er fuld af den slags paradokser. Hvilket netop understreger pointen med at finde en middelvej.

Og så skal vi måske vende lidt tilbage til fortidens filosoffers idealer. Det er idealer som logik, fornuft, pligter, dyder, traditioner, værdighed og venskaber (den ægte slags – ikke dem på Facebook). Noget man ifølge forfatteren bl.a. kan træne ved at læse flere romaner – ikke selvbiografier og selvudviklingsbøger, men fiktion.

Har han så ret?

Ja, det har han et stykke hen ad vejen efter min mening. Men at slå hele tanken om “selvudvikling” over en kam mener jeg er voldsomt forkert. Ja, det er absurd med “selvets religion”, hvor vi bare skal være positive og mærke efter i os selv og stole på mavefornemmelsen. Det giver jo for et logisk tænkende menneske basalt set ikke mening. Det er vel i bund og grund den selvudviklingsfilosofi der drives frem af ugeblade og selvbestaltede coaches med en hvis grad af “spiritualitet” over dem. Men der er mange andre måder at udvikle “sig selv” på, hvor fokus ikke nødvendigvis er på “selvet”, men på de resultater vi skaber omkring os – og bedre agerer i den verden vi lever i.

Hele hans “korstog” i mod f.eks. mindfullnes og positiv tænkning køber jeg ikke. Der er masser af forskningsresultater, der viser at den form for træning af hjernen har meget stor effekt på f.eks. stressniveau, evnen til at fokusere og i det hele taget menneskers velbefindende.

Men bogen har helt sikkert sat nogle tanker i gang. Måske skal vi nogle gange huske at hvile lidt mere i os selv og ikke hoppe med på al form for udvikling. Måske skal vi bare i lidt højere grad acceptere at vi er der hvor vi er.

Og så synes jeg at hans dvælen ved fortidens traditioner og filosofier er interessant. Der er uden tvivl meget at lære af fortiden og jeg vil som min næste bog kaste mig over en roman.