En august dag i 2005 trådte jeg første gang ind som studerende på Aarhus Universitet. En ny verden og et nyt kapitel i mit liv, på et universitet, der dengang emmede af samarbejde, åbenhed, engagerede forskere og et tiltalende arbejdsmiljø. Nu sidder jeg så efter 10 år på min sidste officielle dag på stedet og kigger tilbage. Tilbage på 10 år fuld af studieliv, nye venskaber for livet, udfordringer, successer og fiaskoer. Men også på et universitet, som har ændret sig markant.

De sidste 5 år har jeg gennem min PhD og siden postdoc haft AU som min arbejdsplads og jeg må blankt erkende at det har været en blandet fornøjelse.
På den ene side har det været en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dygtige forskere, studerende og teknisk personale. Men det har også været en skræmmende oplevelse, at se et universitet fuld af gode traditioner, dygtige og glade medarbejdere blive flået op med rode af en ignorant ledelse, uvidende politikere og et samfund der helt har mistet forståelsen af universitetet som institution.

Jeg oplevede at træde ind i en verden med masser af engagerede forskere, spændende samarbejdspartnere og dygtige undervisere. Folk, der knokler for et universitet fuld af drivkraft, udvikling og forskning i verdensklasse. Samtidig har jeg været vidne til et massivt forsøg på totalt at dræbe den drivkraft, den ånd der gør at man kan opnå netop det. Et forsøg på at transformere universitetet til en privat virksomhed, med kvalitetskontrol, produktionsmål, en strømlinet profil, ledelse og administration har i den grad slået fejl. Det har ikke givet et bedre resultat – og kommer aldrig til at gøre det.

Man har antaget, at universitetet som institution kan drives som en forretning. Man har opsat målbare mål for hvor mange studerende der skal komme igennem universitetet, hvor mange Phd studerende der skal uddannes, hvor mange videnskabelige artikler der skal udgives og hvor mange eksterne midler der skal tiltrækkes. Problemet er, at INGEN af de mål rammer essensen af, hvad et universitet skal bidrage med til samfundet. Universitetet er sat i verden for at levere uddannelse og forskning af absolut højeste niveau og kvalitet – ikke kvantitet!

For de studerende har det betydet at niveauet og kravene er blevet slækket. Når man i ramme alvor oplever at vurderingen af eksamensopgaver skal justeres, fordi det er for dyrt og besværligt med re-eksamener. Når man lader studerende bestå kurser og afleveringsopgaver, for at få alle med. Så er man galt på den! Det er IKKE universitetets opgave at få alle med. Det er universitetets opgave at uddanne til højeste niveau. Og her er løsningen ikke en fremdriftsreform med en ekstra stor pisk man kan svinge over de dovne studerende. Løsningen er, at stille faglige krav og levere den bedst mulige undervisning. Underviserne skal have de nødvendige kompetencer OG nødvendige ressourcer, så de faktisk har tiden til at undervise på højeste niveau.

Forskningen måles i højere og højere grad på evnen til at tiltrække ekstern finansiering. Man er ligeglad med resultaterne og den viden der skabes. Man går ikke efter de banebrydende og spektakulære resultater, men pengene. De bedst uddannede og dygtigste forskere skal bruge langt størstedelen af deres ressourcer på at skrive ansøgninger. Internt bliver de så målt på antallet af udgivne artikler – ikke på kvaliteten, men på kvantiteten. Der skal udgives så mange artikler som muligt og skaffes så mange penge som muligt. Men til hvad? Til at lave forskning, der kan give mulighed for at skaffe flere penge. Man dræber med den tilgang hele engagementet og drivkraften i forskningen. Nysgerrigheden og viljen til at lære nyt om den verden vi lever i.

Og for at det hele kan kontroleres og styres, så skal artiklerne indberettes, ansøgningsaktiviteten dokumenteres, de studerende administreres osv. Alt sammen noget der kræver en større og større administration og professionelle ledere, der kan slå dem i hovedet, der ikke leverer. Læs evt. kronikken af Kåre Fog her, der udmærket beskriver problemet.

For at finansiere gildet, ja så er det jo de eksterne midler der skal betale. Man pålægger ekstra skatter (overhead) på alle de eksterne midler som forskerne henter hjem. Samtidig laver man budgetter, der antager at de forskere, der ikke blev fyret i sparerunden, alligevel kan hive endnu flere eksterne midler hjem. Fra fonde og private firmaer, der må se at en større og større del af deres investeringer går til drift og administration. Hvor er realismen i det?

Og nå ja, så har man en ledelse og administration, der gang på gang trækker nye ideer og omstruktureringer ned over hovedet på resten af organisationen. En ny branding strategi, centralisering af ledelsen og administrationen, en “faglig udviklingsprocess” der mest af alt virker som en faglig afvikling. Man antager gang på gang at de ansatte er ligeglade og at man som ledere ved bedst.

Er det overraskende at det går ud over arbejdsmiljøet? At de ansatte og studerende ikke længere ser sig selv som en del af Aarhus Universitet, men i stedet ser Universitet som en modspiller i deres bestræbelser på at levere undervisning og forskning på højeste niveau. Hvor længe holder de ansatte det ud?

Jeg glæder mig i hvert tilfælde over, at jeg i dag slutter min tid på Aarhus Universitet. Jeg håber for universitetets skyld, for Danmarks skyld, at det lykkes de dygtige medarbejder på universitetet at stå imod og få både politikere og ledelse til at indse at man er helt galt på den, når man driver et universitet som en privat virksomhed.

Jeg smækker ikke med døren når jeg stopper på universitetet, men jeg ærgrer mig over at en arbejdsplads som burde være et ikon i samfundet – en stolt arbejdsplads for nogle af de klogeste hoveder i landet – i stedet er i forfald.